Begærets butik…

Om pludselig frihed og om at åbne op for det dybeste dybeste nedtrykte begær efter 13 år med restriktioner på mad, drikke og motion…

Min mormors kiksekage…
I nat drømte jeg om min mormors kiksekage…en fed, lækker, chokoladekage med masser af smør, lækre kiks og lækker mørk chokolade…!
Da jeg var barn bestilte jeg specifikt denne kage hos min mormor til min fødselsdag – den SKULLE med på kagebordet hvert år. Så’n var det bare.

Jeg ELSKEDE den selvom jeg kun kunne spise et enkelt stykke – for fed var den og meget meget intens at spise!!! Det var en af den slags kager som smeltede på tungen og i munden mens jeg kunne mærke kiksestykkerne – det var nydelse… og så i 20 graders varme som det så oftest var på min fødselsdag ;o) en noget specielt kombination kunne man fristes til at sige!

I går var det 2 år siden min mormor døde… måske var det derfor kiksekagen kom på banen? Jeg kommer i hvert fald til at tænke på hende når jeg tænker på den lækre lækre – og MEGET SØDE og FEDE – kage hun så gladeligt lavede til mig.

Pandoras æske
Sådan en kage har jeg ikke spist i årevis – jeg erindrer faktisk slet ikke hvornår jeg sidst fik et stykke af denne vidunderlige kage. Sådan er det med mange ting – hvornår spiste jeg sidst en pose Matador Mix – som jeg elskede – Hit chokolade kiksene som jeg forspiste mig i – og alle de andre lækre spiselige ting som har været mig “forbudt” i mange år efterhånden… Is, slik, kager, desserter, ja – ikke kun søde ting, men det er mest dem jeg kommer til at tænke på lige i øjeblikket. Og så det hvide brød – Ciabatta brødet med durum mel f.eks. – uhmmm – det smager himmelsk!

Det er som om der er ved at blive åbnet op for Pandoras æske – som indeholder både en masse spændende, glædelige og dejlige ting… og samtidig medfølger en vis portion udfordring i at tackle alle de nye muligheder..uden at gå amok! ;o)

Hvorfor fortæller jeg om det? Ja – hvorfor giver det mening at publicere det her på en offentlige blog på nettet? Fordi min historie er interessant? Fordi jeg gerne vil fortælle om mig selv?

Egentlig ikke – jeg bliver faktisk meget hurtig ydmyg når andre læser mine tekster eller jeg læser dem højt… Jeg elsker at skrive og jeg elsker at få mine egne oplevelser ind i et andet perspektiv, som måske ikke blot er interessant for mig i min lille andedam – men som kan være til inspiration for andre som måske har oplevet noget af det samme. Ja – jeg kan faktisk ikke lade være! Så derfor gør jeg det!

Jeg kan forestille mig at der er andre “derude” der har det ligesom jeg – at der er “artsfæller” med ensartede oplevelser og følelser – som også ind imellem føler sig alene med det – og måske slet ikke tør sige det til andre mennesker.

Det er tilladt at “synde” en sjælden gang om året…
Det er faktisk først nu at jeg for alvor kan sætte ord på dette ind imellem uhæmmede begær efter alt det “forbudte”… I 13 år har jeg haft diabetes og i mine teenageår led jeg i en periode af anoreksi – spisevægring som det også kaldes. Så jeg har i mange år levet med en masse restriktioner inden i mig på mad, drikke og motion…

Da jeg for 13 år siden var indlagt på Riget for at få diagnosticeret “min” diabetes kan jeg huske at en sygeplejerske – eller var det en diætist? – som fortalte mig om kostplaner m.v. og i den sammenhæng sagde at det selvfølgelig var ok at “synde” med en is en sjælden gang i mellem (læs: én gang om året eller noget i den stil…). Så resten af året var is altså “forbudt”! ;o(

I starten var jeg kun reguleret med diæt, så der skulle jeg passe ekstra meget på hvad jeg spiste – fordi det kun var motion og mad der skulle regulere sukkerbalancen i kroppen. Sidenhen kom jeg på insulinbehandling og det gav mig en ekstra mulighed for at afbalancere ved hjælp af justerede insulindoser alt efter hvad jeg spiste… Men der var fortsat fokus på at holde sig fra sukker, fedt og “hurtige kulhydrater” som jo findes i alle de “forbudte varer” såsom slik, kager, hvidt brød m.v.

Så mine behov for det “forbudte” – den ekstra lille lækre detalje – dem har jeg lært at skubbe til side og nedtrykke, således at min krop kunne få de bedste vilkår for en stabil sukkerbalance.

Paradoksalt nok udviklede sukkersygen sig på den måde at alle de gode tiltag og intentioner fra min side desværre ikke blev honoreret med en stabil balance… Tværtimod blev sukkersygen værre og værre – dvs. mere og mere ubalanceret… Jeg kunne ikke få styr på det! …

Den lille sag med den store betydning
Og så kom tilbuddet om at få en insulinpumpe – som fungerer meget mere på linie med kroppens egen insulinproduktion… En mulighed for at leve med diabetes på en mere fleksibel måde i hverdagen… wauuuw!

Det tog mig 1 år at samle modet til at sige “ja” til denne mulighed… Fordi jeg havde en indre frygt for hvad denne omvæltning ville betyde for mig – både med plusser og minusser…

Og for 3 måneder fik jeg den så – den lille “robot” som følger mig dag og nat – 24 timer i døgnet… Den lille “forskel” som har betydet en KÆMPE omvæltning i mit liv! På mange måder… Ikke mindst hvad angår min tilgang til mad, drikke og motion! For med denne lille sag følger en helt ny grad af FRIHED, fordi jeg med den får mulighed for at kode den til at give mig en passende mængde insulin uanset hvad jeg spiser og drikker. Og jeg kan kode den til at afgive mindre insulin under træning så jeg fastholder et meget mere stabilt blodsukker hele døgnet. Det er intet mindre end GENIALT!

Selvfølgelig skal – og vil – jeg leve sundt – det er jo ligeså vigtigt nu som før… men nu må jeg i langt højere grad selv vælge hvordan jeg tilpasser min diæt og min dagligdag. Det er meget anderledes end før hvor jeg helst skulle passe særlige spisetider og ikke kunne træne på bestemte tider af døgnet fordi det ikke passede med de faste insulin-injektionerne og måltiderne.

Nå, hvor FEDT tænker du nok – alletiders – hvor svært kan det være – det er da en fantastisk mulighed at få og ikke længere skulle tænke på restriktivt omkring mad og drikke.

Og JA! Det er det bestemt!

Og NEJ! Det er det bestemt ikke!

Og hvordan kan det så være?

Jo – lige pludselig finder man ud af hvordan det har været “meget lettere” at lade sukkersygen være kontrollanten i ens liv og den bestemmende faktor i forhold til hvad der måtte spises, hvornår. Lige pludselig finder man ud af at det kan være svært at administrere den frihed og selv skulle finde ud af at vælge til og fra – og lytte til ens behov og i det hele taget vende blikket på mad til nydelse fremfor et nødvendigt onde for at “overleve”…

Ja – der skal ikke herske tvivl om at jeg elsker mad – men det er en anden tankegang omkring mad der kommer på banen når man SKAL spise på bestemte tidspunkter og SKAL holde sig til bestemte råvarer m.v. Og der er en masse man “ikke må”. Det bliver helt automatisk mere restriktivt og “låst”…. Og når muligheden så opstår for at vende blikket naturligt på mad og drikke igen – så er det virkelig noget man skal vænne sig til… Det er en stor omvæltning! Det har det i den grad været for mig…

Udforskning af begærets butik!
Begærets butik er et interessant “fænomen” at udforske – for nu kan jeg sætte ord på og tør være ærlig med min undertrykte behov og mine pludselige tanker og drømme om mad i en helt anden grad og retning end før…

Forleden dag åd jeg et stykke wienerbrød midt om natten – og jeg NØD det!!!

Samtidig tænkte jeg på om mon dette dybe begær kunne betyde at jeg gik helt amok og åd min tyk og fed og hvis jeg samtidig fulgte min momentale trænings-aversion hvad så? Så ville det da gå helt i ged for mig…? Jeg kan se det her skræmmebillede for mit indre blik – en smækfed kvinde på 36 år – der æder og æder – ikke kan få nok – og får mindre og mindre energi og lyst til at gøre noget ud af sig selv… Det er godt nok en skræmmende tanke… ja – for mig i hvert fald!

At tillade sig selv at genopleve begæret…
Jeg tror ikke jeg når så langt ud – men det interessante er at der i min psyke er indlejret alle disse tvangstanker og kontrolmekanismer som i den grad bliver tricket når der sker en så gennemgribende forandring som den jeg er gennemgået med pumpen. Det interessante er også at opleve hvad der sker når begæret bliver anerkendt og mødt – og i en vis grad bliver udlevet… Så mister det intensitet over tid og … der bliver lige pludselig plads til noget andet… der hvor det undertrykte begær og lyst har spildt en masse energi…

 

Din hverdag… nærmest paradis?

Jeg kommer til at tænke på Dan Turells digt “Jeg holder af hverdagen”…

Og jeg kommer pludselig til at genopleve den fantastisk berigende og også tårevædede oplevelse jeg havde med opførelsen af “Onkel Danny” for nogle år siden. Et turbulent liv han havde alt imens han skrev de mest fantastiske tekster og fremførte dem på sin helt egen vis. Ja – jeg kan – som så mange andre vil jeg tro – høre ham fortælle lige nu. Høre hans stemmeleje, hans fraseringer, hans ord, og samtidig får jeg et inde billede af hans karakterisktiske udtryk. Det er en MEGET specielt oplevelse… Og en meget berigende en af slagsen.

Jeg er for ung til at have haft lejligheden til at se ham optræde desværre – jeg ville have elsket det er jeg sikker på. Jeg har nogle af hans CD’er – i mangel af “the real life experience” så er det faktisk helt ok.

Og hvorfor kommer Dan Turell på banen en helt almindelig onsdag morgen i maj? Hvor luften og skoven er præget af det voldsomme torden-, regn- og blæsevejr det var i går – og i nat for den sags skyld. Et velvalgt tidspunkt for en ordentlig skylle må man sige - eftersom luften i går var TYK af trykkende stemning og lummerhed…

Hmm – tankevækkende… Dan Turell havde det vel egentlig også med at “kommentere” den lumre stemning og de dagligdags ting der rørte sig i hans og andres liv…På sin egen måde var han et “afbræk” – et regnskyld eller et mindre tordenvejr midt i trivialiteten og trummerummen…? Eller hva!?

Ikke desto mindre så er han kommet på banen her i min klumme idag. Og jeg elsker det – jeg elsker at en tilfældighed som en titel på et digt kan give inspiration til en tekst for mig. På min morgen løbetur kredsede mine tanker om de reflektioner jeg har haft på baggrund af min sidste klumme og på baggrund af nogle berigende snakke og overvejelser i går. Den rene vare – det naturlige flow – dynamikken i livet som menneske – det er det det handler om lige nu – tydeligvis ;o) Det er du nok ikke i tvivl om hvis du har læst artiklerne her på siden.

Kan jeg tillade mig det?
Måske det bare er mig – men det slår mig i denne tid at jeg ramler ind i en masse dogmer og regler for “hvordan en arbejdsdag ser ud” – “hvordan er man effektiv?” – “hvad er rammerne for en “rigtig” arbejdssitiuation?”

Måske ikke de helt rigtige ord- men i bund og grund handler det om det at skabe sin egen hverdag og rammerne for den – betingelserne for at man som person fungerer optimalt i forhold til sit eget værdisæt, ønsker for arbejdsindhold og -form m.v. Det er “træde ud af trædemøllen” – ud af det definerede spor med nogenlunde faste rammer for arbejdstid, arbejsform – ja ud af det man måske kan kalde vor kulturs “arbejds- og livskodeks”.

Jeg har haft utallige snakke (og reflektioner ;o)) omkring det at træde ud af de vante rammer – tage en “kold tyrker” – og redefinere sit personlige såvel som sit arbejdsliv. At starte forfra på et nyt grundlag – og bygge alt op fra grunden igen – inklusive al den oprydning der følger med for at give plads til nyt… Det kommer ikke af sig selv- selvfølgelig skal der gives afkald på noget for at give plads til noget nyt. Vi er ikke uudtømmelig bægre der kan rumme alt – oprydning – detox – udrensning – er et must hvis det nye skal have fuld flyvehøjde og skal blive fuldt ud integreret i ens liv. Det skal have fokus, energi og plads/prioritet! Og det kan være svært hvis der en masse gammelt der stadig fylder.

Den usikre vej – den eneste vej?
Mange er bange for at mærke rigtigt efter hvad de ønsker sig i deres liv – og mange er ligeså bange for at tage konsekvenserne af det de mærker og begynde at leve det – at træffe beslutninger der støtter op omkring disse ønsker og bevæge sig henimod dem. Fordi det som udgangspunkt er “usikkert territorium” – vi kender det ikke særlig godt og vi har en fornemmelse af at det kræver en del at ændre spor og måske endda også tillære nye kompetencer, både fagligt og personligt. Det der er usikkert for os – det skaber angst – og den angst kan overstige alle de positive vibrationer og tanker vi har omkring det vi ønsker os… og så kommer mange ikke længere…

Jeg studser tit over dette – og vil i den sammenhæng drage en parrallel til min seneste klumme omkring “den rene vare”. Det påvirker mig meget at vi tilsyneladende er “kommet så langt væk fra vores naturlige jeg” at vi føler os usikre og bange når vi kommer i kontakt med det vi ønsker os og begynder at tænke på at realisere det…
Hvis det forholder sig således – så bliver jeg sgu en smule bange må jeg indrømme… jeg ved godt – at det kommer jeg ikke så langt med – men reflektionen i sig selv – tankerækken om hvordan vi som mennesker har bevæget os væk fra vores kontakt med vores inderste følelser, intuition, kropssignaler m.v. og har levet os ind i “flokkens kodeks” eller “kulturens kodeks” og i den proces nærmeste har fremmedgjort os fra vores egen inderste og dyrebare kerne. Puha – tænk at vi har formået det som mennesker… Det er noget af en bedrift – egentlig!

Det kunne være fedt hvis det mange opfatter som usikkert og angtsprovokerende land i stedet for blev noget vi værdsatte i højere grad og begyndte at opleve positivt og energifyldt – og naturligt! Med fare for at gentage mig selv: At vi hylder den rene vare – træder ud af træmøllen og ind på vores egen banehalvdel – hvor vi tilrettelægger rammerne for en hverdag som vi ønsker det – selvfølgelig med respekt for helheden som skal fungere… men hvor der i langt højere grad bliver opildnet til dynamik, individualitet (og dermed ikke ment egoisme!) og ansvarlighed i egne rækker. Hvor vi i højere grad respekterer vores egne ønsker – og gør dette i en stemning af næstekærlighed og respekt for at andre gør det samme… måske det kunne flytte noget – måske det ville understøtte at det “at træde ud af trædemøllen” pludselig blev et kodeks… en så stor naturlighed – uden at være en ny stringent form selvfølgelig! … en flydende størrelse hvor vi i højere grad mødes i forskellighed – på den fede måde!

Reflektioner er der nok af
En masse tanker og reflektioner – jeg sidder her og overvejer – forstår min læser overhovedet hvor jeg vil hen med det her? Og ved jeg det selv? Måske er det ikke så vigtigt i skrivende stund – måske er det den kreative skabelsesproces det handler om lige nu – en udveksling af tanker og ord – følelser – en konstruktion af en vej vi lige nu ikke helt kender den endelige form på… Det er vist sådan det forholder sig med denne klumme i øjeblikket – et udforskende medie som jeg stiller til åben skue for hvem der måtte komme ind forbi og have lyst til at læse og være med.

Jeg startede med Dan Turell – og jeg vil også slutte af med oplevelsen af ham og et af hans digte…

Ciao herfra/Lotte

Hverdagen
Af Dan Turell

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vil alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen

En hyldest til DEN RENE VARE!

I weekenden havde jeg en interessant snak med gode venner omkring “etiketter” og “roller” – om at omgås og være sammen med andre mennesker på en autentisk og hjertelig måde, uden at indtage en særlig rolle eller position som “super-mor”, “super-karriere-kvinde”, “arbejdsløs” eller “mor”, “gravid” tja – eller noget helt andet. Etiketter og roller er der nok af. Vi omgiver os med dem og bevæger os ind og ud af disse roller hele tiden. Nogle mennesker er mere bevidste omkring det end andre. Nogle gemmer sig bag dem og giver dermed aldrig rigtig udtryk for hvem de i bund og grund er – bagved alle disse “masker”. Andre formår at leve mere autentisk og fremstår ærligt og reelt – med “no bullshit” – uanset om de er på arbejde, sammen med venner eller laver noget hele andet.

Det rene udtryk
Sidste år lavede jeg en serie portrætter af blinde, helt tæt på. Du kan se dem her. Dem viste jeg bl.a. frem i weekenden for et par besøgende vi havde fra Rusland. Her gik samtalen også på roller og etiketter og det at komme tæt på mennesket inde bagved – ikke kun at forholde sig til titel, alder, profession, m.v. At se det rene udtryk – at se hinanden i øjnene og være os selv – og forholde os til hinanden fra det sted i os.

Som sådan handlede disse portrætter ikke om blinde, det handlede om at komme tæt på mennesket bagved og få en snak med dem omkring livet og omkring det der er vigtigt. Og samtidig berøre det spændingsfelt der er i vores hverdag, hvor mange mennesker kan have svært ved at forholde sig til og nærme sig på en naturlig måde til mennesker som “er anderledes” … trods den kendsgerning at hvorvidt du er er blind, døv, diabetiker, fysisk sund og “rask” eller “ganske normal” (hvad det så indebærer! ;o)) – it doesn’t matter!

Vi er alle mennesker med en menneskelig kerne og et følsomt hjerte. Ind imellem “falder vi blot lidt i søvn” med ”etiketter” på dette og hint… så glemmer vi hvad det reelt handler om…

Jeg gør det selv! Jeg er så “heldig” at jeg har fået konstateret diabetes – for snart 13 år siden – og for 3 måneder siden fik jeg “installeret” en insulinpumpe, som sidder med en clips i mit bælte, hvorfra der går en tynd slange ind til et plaster på mit maveskind som er tilknyttet et lille kateter som leder insulinen ind i min krop. Nu er “min diabetes” blevet meget synlig – jeg har fået en “synlig etiket” kan man vel sige. Jeg oplever også ind imellem at andre mennesker kigger – men har svært ved at spørge mig om hvad det er – de er garanteret nysgerrige – det ville jeg være… Men de kigger oftest den anden vej og nogle kigger endda i smug. De tager ikke kontakt på baggrund heraf. For mig er det heldigvis ved at være en nnaturlig del af mit dagligliv, men det er mærkeligt at opleve dette på så tæt hold. Også efter min dialog med de blinde sidste år – det gav stof til eftertanke!

Café latte – helt naturligt!
Nå, men idag kom snakken så ind på en anden form for naturlighed – autensitet om du vil – i den måde vi spiser på og fylder os med alle mulige tilsætningsstoffer (“etiketter” og E-numre) i stedet for at fokusere på de rene råvarer. Igen er mine egne eksempler de mest nærliggende. Detox taler mange om – jeg har ikke gjort så meget i det udover at jeg som diabetiker lever meget sundt. Jeg har haft mine “synder” fordi jeg ikke måtte spise sukker og har holdt mig væk fra slik, chokolade, kager m.v. Så jeg har som mange andre i min situation benyttet mig at kunstigt sødemiddel i min kaffe, the og selvfølgelig også i den cola light jeg ynder  at drikke når jeg skal “forsødes lidt” gennem min kost. Det omdiskuterede stof Aspartam har været en daglig ingrediens i min madlavning… velvidende at det ikke nødvendigvis er hverken sundt eller nærende – så har jeg gjort det – og så’n var det…

Aspartam er ikke i sig selv interessant her – men en længere snak bragte mig ind i reflektioner omkring parallellerne imellem den måde vi “gemmer os bagved roller og etiketter” og den måde vi omkranser os med tilsætnings- og smagsstoffer som ikke er fremkommet naturligt. Vi fylder på og fylder på – og glemmer ind imellem helt hvordan den oprindelige vare smager. Det er det samlede “tilsætningsprodukt” vi forholder os til og vænner os til… ikke den naturlige kerne og oprindelse. I mit tilfælde er det f.eks. kaffen og soyamælken det handler om. Jeg har vænnet mig så meget til at drikke café latte med sødetabletter i, at jeg har glemt at nyde smagen af ren kaffe og ren soyamælk i en naturlig blanding… Jeg kunne næsten ikke forestille mig noget andet – og havde meget svært ved at fravælge sødestofferne til fordel for den rene naturlig smag af den kaffe som jeg ellers gør meget ud af at fremstille med stempelkande og mælkeskummer.

Jeg har “gemt” mig bagved sødestofferne og har glemt det naturlige – og værst af alt jeg har glemt at værdsætte smagen af det naturlige – faktisk har jeg længe syntes at det var “synd for mig” når jeg måtte undvære det unaturlige sødestof i min café latte – den smagte anderledes og ikke helt så godt synes jeg… Hmmm! Noget skræmmende.

Mens jeg skriver disse ord sidder jeg faktisk med en café latte ved min side – og jeg nyder den – og den er IKKE tilsat kunstigt sødemiddel. Den er REN i sin egen “naturlighed” udover forabejdningen selvfølgelig. Jeg reflekterer over hvordan jeg har “snydt” mig selv og bildt mig ind at noget var godt for mig og gjorde mig godt… noget der i bund og grund kan være medvirkende årsag til min tilbagvendende hovedpine og træthed… hvis man tror på de undersøgelser der citeres ind imellem.

En reminder og en hyldest!
For mig er dette endnu en reminder om at forholde sig til hvad der er vigtigt og hvad der giver værdi. En aktiv stillingstagen til de valg vi træffer og en obs’er på at værdsætte det naturlige, det autentiske og dyrke det mere – fordi det gør godt i hjertet og gør det lettere at være naturligt i verden som de mennesker vi er…

Uanset hvad vi laver, hvor vi er, hvad vi spiser eller hvordan vi i øvrigt ser ud…

Reflektioner på en mandag formiddag… en hyldest til DEN RENE VARE!!!

Stellas verden – en dag i børnehøjde!

Gennem en længere periode har jeg haft fornøjelsen af at følge hospitalsklovnen Stella på hendes arbejde på Børneafdelingerne på bl.a. Hvidovre Hospital. Det er der kommet masser af  spændende inspiration og billeder ud af.

Artiklen her er bragt i fagbladet “Børnesygeplejersken”. Læs artiklen her.

Undervejs er der også lavet en billedserie i S/H som du kan se her.

Jeg fulgte bl.a. Laurits og hans familie under hans indlæggelse – det kom der denne dejlige plakat ud af:

På skolebænken igen – en ny begyndelse!

Artiklen er skrevet til fagbladet “Dansk Fotografi” og beskriver baggrunden for mit fotografiske virke.

Læs artiklen her!

En lørdag formiddag – og hvorfor nu denne blog?

Som fotograf og forfatter med kunstneriske vinkler og ambitioner kan det være en opgave i sig selv at få styr på et naturligt arbejdsflow og rutiner i den ofte kaotiske kreative proces. Især når man som jeg kommer fra en verden med fokus på projektledelse, effektivitet og resultatskabelse.

Det ligger dybt i mig at have styr på tingene og have styr på min tid… det har i den grad ført til nogle kunstneriske udfordringer i mit virke som fotograf og formidler, hvor ideerne opstår på de mærkligste tidspunkter og ikke altid lader sig nedfælde og krystallisere i konkrete fotografier og tekst lige nu og her. Der kan gå dage – uger – måneder – før nogle af ideerne bliver til reelle materielle manifestationer fra min hånd.

Samtidig har jeg efterhånden samlet mig noget af en samling af tekster, digte, artikler, fotos – som er opstået pludseligt over kortere eller længere perioder, som er nedfældet og siden næsten glemt fordi formålet ikke stod klart. Søgende kan man vel kalde mig – søgende efter det der giver mening i livet – det der skaber varig glæde indeni og som gør livet værd at leve – selv når vejret er gråt og trist.

Det er det denne blog handler om – at finde mening – og vælge livet TIL – og at udforske den kreative skabelsesproces – øjeblik for øjeblik. Med det umiddelbare formål at få et naturligt arbejdsflow med lidt input og output hver dag – til glæde for mig selv og forhåbentlig også som inspiration for de læsere der må lægge vejen forbi denne blog.

Mit liv fokuserer på mennesker, hjerte og liv!

Det gør bloggen her også!

Intet mindre.

Mit virke som fotograf og formidler er inspireret af min egen søgen og mine mange spændende møder med mennesker der vælger livet og det der giver dem glæde i hjertet. Det være sig gennem deres arbejdsliv og/eller deres private og familiære sfære. Jeg bliver så glad og opløftet når jeg taler med mennesker hvis sjæl og hjerte man kan mærke i den måde de taler om deres liv på – og glimtet de har i deres øjne… Det berører mig dybt at få lejlighed til at møde de mennesker der stråler og udviser autensitet og ærlighed i deres fremtræden.

Et eksempel fra i formiddag. Jeg har hele morgenen tænkt på min skønne mand og den kærlighed vi deler med hinanden… Det bragte mig forbi den lokale blomsterhandler da jeg alligevel var på landevejen for at klare dagens indkøb og praktikaliteter. Jeg trådte ind i hendes dejlige butik og så mig lidt omkring. Lod duftene komme mig i møde og sanseindtrykkene bombardere mine øjne. Smukke blomster og smukke dekorationer, og en kærlig venlig stemme der spørger om jeg blot vil kigge mig lidt omkring eller om jeg har brug for hjælp…. jeg føler mig velkommen og godt tilpas – her vil jeg gerne finde den blomst til min elskede som jeg har sat mig for at have med hjem…

Hurtigt falder jeg i snak med indehaveren af butikken – og vi taler om hvilke blomster der gør sig godt “alene”. Og vi drøfter også deres holdbarhed. Hun inspirerer mig til at tage et kig på en flot lilla/pink blomst med stor krone… Den holder som hun siger ikke særlig længe – men den er meget intens og smuk imens den blomstrer. Den gør indtryk og kan stå flot helt som sig selv i en enkel vase. Hun taler om passion og om intensitet – ord der vækker genklang i mig. Det er jo lige det jeg søger.

Hun taler videre og får snakken ind på “Nattens Dronning” som blomstrer én enkelt nat – og så er det slut. OG HVILKEN NAT!!! OG HVILKEN OPLEVELSE! Man kan sidde og kigge intenst på den gennem denne hele nat og falde i svime over dens pragt og dens intense duft oveni.

Jeg bliver revet med – kvinden har givet mig den allerbedste indfaldsvinkel til at købe min gave her og ikke mindst til at jeg kommer igen fremover. Jeg vil elske at tale mere med hende og lade mig inspirere af hendes glæde ved og viden om de blomster hun har i sin butik. Jeg blev glad i hjertet af mit besøg i hendes blomsterbutik – jeg blev opmuntret til at give min elskede en smuk gave og mit humør blev smittet af denne gode snak i butikken… Hvilken oplevelse – på en ganske enkel regnfuld og blæsende lørdag formiddag i maj måned.

Det er bl.a. derfor jeg gør hvad jeg gør – og jeg ELSKER det. Den slags “små” store menneskemøder som berører mig i hjertet og giver mig inspiration til at fortælle glædelige historier videre til interesserede læsere og lyttende. Det berører mig dybt og inspirerer mig til at komme igang og videre med min egen kreative skriveproces.

Hermed første indlæg – om en lørdag i maj måned.

Det gør mig glad – at møde mennesker med hjerte og sjæl!

Åbningsreplik!

“Tænk hvis jeg var blind i hjertet – blind i livet
Og ikke kunne mærke, glædes, oprøres
Hvordan ville mit liv så se ud?
Forestillinger

At se handler om indsigt!”

Velkommen til min blog om MENNESKET og LIVET!

Konfrontation!

“I mit eget univers
I min egen lille boble
Kredser om temaet
Kredser om mig selv

Stemningsfyldt

Alene
Tavs
Søgende
Afprøvende

Nærvær og nysgerrighed
Fylder og vækker mig
Mine sanser
Mit begær
Efter mere – efter hvad?
Mere af hvad?

Kameraet er med
Det er mit spejl – min observatør
Følger mig overalt – ser mig
Tager styringen
Konfronterer mig
Kommer tættere på

Leg – og så alligevel…

Alene
Tættere på
Grænser brydes ned – flyttes
I mig selv

Let?
Ligetil?
Dragende?

Mister fornemmelsen for tid
Flyder med
Finder ro

Stopper pludselig op!”

Af Lotte Bro Barnkob, marts 2008

Lille spejl på væggen der…

“At se og blive set
Konfrontation
Med et spejlbillede
Med et fotografi

Tæt på og så alligevel
På afstand
Anonymt
Trukket sig tilbage
Vendt blikket bort
Ønsker sig alene
Uden ord
Uden konfrontation

Væk fra – hen imod
Ømhed og kærlighed
Sanselighed
Et øjeblik for sig selv
Et stemningsfyldt sekund

Alene?
En illusion?
Altid en observatør?
Hvem ser?”

Af Lotte Bro Barnkob, marts 2008